Historien

Prof. Alfred Rowland Howard Grøn (23.12.1894-13.2.1967) købte med et tilskud fra sin far i 1934 Linå Vesterskov sammen med overretssagfører Torkild Knutsson. De brugte ejendommen som sommerresidens og samtidig havde de begge skovbrug som personlig interesse. Prof. Grøn var forstkandidat (cand.silv. 1923) og professor i skovbrug ved Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole (1930) samt havde en doktorgrad i skovøkonomisk teori (dr.polit. 1931). 

Hans litterære værker inden for skovbrugsøkonomi og skovens samfundsmæssige betydning har haft stor betydning for forståelsen af det danske skovbrug. Noget af litteraturen bliver stadig brugt i dag på uddannelsesinstitutioner f.eks. på skov- og landskabsingeniøruddannelsen. Han var initiativtager til oprettelse af Den Norske Skovunion og blev udnævnt som æresmedlem i både dansk, svensk, norsk og finsk skovbrugsforening.

Han er oldefar til den nuværende ejer af skoven og dermed var købet af Linå Vesterskov starten på et familieskovbrug drevet gennem generationer.

Prof. Grøn ansætter i 1946 Erik Christiansen (9.10.1917-5.5.2005) som skovrider i Linå Vesterskov. Kort tid efter bliver Erik Christiansen gift med prof. Grøns datter, Ida Marianne Howard Christiansen (f. Grøn, 5.2.1921-1.2.2020). Sammen flytter de fra Nordsjælland til ejendommen i Linå Vesterskov.

Erik og Marianne Christiansen gav i 1954 ejerne af skoven, prof. Grøn og overretssagfører Knutsson et ultimatum, som lød på, at de enten ville overtage skoven eller flytte til et statsskovdistrikt, da Skovrider Christiansen var blevet tilbudt en stilling som statsskovrider.

Overretssagfører Knutsson gik med til at sælge sin del af skoven til familien og derefter overtog Erik og Marianne Christiansen ejendommen. 

Skovrider Christiansen drev skoven med omhu, flid og dygtighed. Linå Vesterskov blev den første skov i Danmark til at eksportere pyntegrønt. Indtil 1990 var der 3-5 skovarbejdere ansat i Linå Vesterskov. På grund af faldende træpriser og den måde, som skovbrug har udviklet sig på, er der i dag ingen fastansatte skovarbejdere.

Erik og Marianne Christiansens yngste barn, Søren Christian Nikolaj Christiansen (10.8.1957) overtog skoven fra sine forældre ad to omgange. Først i 1978 og derefter i 1981, hvor et stort stormfald gav en ufrivillig stor engangsindtægt kombineret med en meget høj rente på ca. 20%, som gjorde det muligt at overtage den sidste halvdel af skoven. 

Søren Christiansen har drevet skoven som en bibeskæftigelse ved siden af selvstændig virksomhed, da skovbrugsøkonomi ikke er den samme, som den var for 50 år siden og det derfor ikke har været muligt at trække løn ud til at forsørge en husstand. Søren Christiansen har formået at omlægge skovbruget, så det lever op til nutidens standarder vedr. bæredygtigt skovbrug med PEFC-certificering samt at bibeholde en smuk skov med høj biodiversitet. Søren Christiansen er gift med cand. mag. Britta Riishede (19.01.1957) og de har sammen 3 døtre.

I 2012 overtog deres yngste datter, Dorte Louise Riishede Christiansen (6.10.1992) (Cand.polyt. Geoteknik 2019) Linå Vesterskov. Skoven drives i dag som et samarbejde mellem Søren Christiansen og Dorte Christiansen. Det er deres overbevisning og ønske, at det med flid og med nytænkning af skovens og områdets muligheder igen bliver muligt leve udelukkende af skovdrift.

Skovdriften baseres i dag på grundlag en plan som bl.a. tager udgangspunkt i PEFC-certificeringen. PEFC står for Programme for The Endorsement of Forest Certification. Certificeringen er til for at sikre forbrugeren, at træproduktet, man køber, er fra bæredygtig skov hele vejen fra det fældes og bearbejdes på savværker til det bliver et produkt på hylderne. Mange har set FSC-certificering på produkter de har købt. PECF er en pendant til FSC, men er skræddersyet til familieskove og skove ejet af lokalsamfund. Derfor er dette den fortrukne certificering for privatskove, da den er med til at sikre eksistensgrundlaget for lokalsamfund og landdistrikter. Dette foregår ved at certificeringen sikrer, at mindre skovbrug stadig har adgang til de markeder, som de store og offentligt ejede skove har adgang til.  Certificeringen stiller krav til miljøhensyn i skovdriften og hensyn til biodiversitet i respekt for sociale og økonomiske interesser for de mennesker, som arbejder eller lever i/nær skoven. Et eksempel kunne være, at når man renafdriver et stykke skov, skal der stå træer tilbage til naturligt henfald (5 stk. pr. ha), som sikrer at insekter og de dyr, der lever af insekter, fortsat har mulighed for at leve i området.

Omdriften på nåleskov i Linå Vesterskov er ca. 60 år, hvilket betyder, at når et stykke med nåleskov har stået i 60 år, er der meget begrænset vedtilvækst, og det er her man fælder større stykker af skov og planter nyt. Overvejelserne om, hvad der skal plantes, afhænger af forholdene på stykket. Der er særligt gode vækstforhold for sitka i skoven, som også er god til at klare den øgede nedbør, vi oplever i Danmark. Det er dog ikke kun vedtilvækst, der er bestemmende for, hvad der bliver plantet. Det er vigtigt for os, at skoven skifter udtryk, når man færdes igennem den og at den gode naturoplevelse bevares.

Det gælder om at finde en balance mellem natur og økonomi. I 2019 blev der klippet 62 ton nobilis pyntegrønt i Linå Vesterskov, det er derfor en af de indtægtskilder, som er vigtig for at der er økonomisk stabilitet. En mere varierende indtægt er specialtømmer, som f.eks. kan være skibsmaster, bjælker og spær til træhaller og pæle til byggeri. Linå Vesterskov har bl.a. leveret douglasmaster til Fregatten Jylland, skonnerten Marta og midlertidige pæle til motorvejsbroen over Gudenåen.

Andre indtægter er udlejning af jagt og selvskovning, hvor private får anvist træer, som de må fælde til brænde samt ridekort som skal købes, hvis man vil ride i skoven.

Med en stor og gammel ejendom følger mange udgifter. Det er f.eks. til materiel, renovering og vedligehold af bygninger og skovveje, udgifter til entreprenører, der hjælper med den daglige skovdrift, køb af planter, medlemskab i skovdyrkerforeningen og – ikke at forglemme – de mange timer, der bliver lagt i skoven og ejendommen hver eneste uge.